AKTUEL KLUMME

14. April 2010

For 10 år siden holdt Dansk Sociologforening et medlemsmøde om det fremmede. Det handlede om det fremmede i skikkelsen af såvel indvandrere og flygtninge som de værdier, normer og love, der kom udefra i kraft af landets EU-medlemskab og globaliseringen. Mødet fandt sted få måneder før afstemningen om det danske ja /nej til Euro. Debatten i medierne var heftig. Det var derfor ikke overraskende, at det mødelokale i DJØFs hovedsæde i Gothersgade, hvor Sociologforeningen dengang plejede at holde sine møder, var propfyldt.

To opfattelser af det fremmede
Antropologen Jonathan Schwartz, kultursociologen Jean Fischer og undertegnede holdt oplæg; vi tre havde i den foregående tid deltaget i en debat i Information, der handlede om fremmedangst. Schwartz stod for den humanistiske tilgang: fremmedhad er irrationelt og skal kritiseres; det har sin kilde i en ideologi, som bærer elementer af nationalisme, chauvinisme og endda racisme. Schwartz stod for den opfattelse, at tolerance og frisind var at finde først og fremmest hos den store del af Politikens og Informations læsere, og på et mere generelt sociologisk plan, hos de højere uddannede symbolanalytikere og de berejste - ”turisterne” i Baumans forstand. De fremmedangstramte fremmedhadere var derimod at finde blandt det småborgerskab, hvis livshorisont ikke rækker videre end til de danske grænser og som stemmer på Dansk Folkeparti. Fremmedhadere var også at finde hos den del af lønarbejderne, der traditionelt stemmer socialdemokratisk, men som under en løs værtshussnak nemt kan komme med ytringer om de fremmede og det fremmede, der til forveksling ligner holdninger hos dem, der stemmer på Pia Kjærsgaards parti.

Schwartz og hele holdet af multikulturstilhængerne argumenterede, at det multietniske samfund er en mulighed, endda en eksisterende realitet, der er udfordrende og fordelagtig for samfundet, især på længere sigt. I Politiken, Information og Weekendavisen kunne man i løbet af 1990erne læse flere artikler som handlede bl.a. om den berigelse i gadebilledet som de eksotiske grønthandlere har bragt med deres forretninger, historier om de enkelte indvandrede, som gjorde sig gældende inden for det internationale handelssamkvem og succeshistorier om musikgrupper med etnisk baggrund. Det fremmede blev også forsøgt fremstillet i et historisk perspektiv. Det er logisk og empiriskbegrundet at antage, at så længe der er velfungerende institutioner, som varetager vedligeholdelsen, reproduktionen og udviklingen af de åndelige og materielle værdier, skabt inden for Danmarks grænser, udgør det fremmede og de fremmede en udfordring og en kærkommen drivkraft og ikke en belastning. Sådan har T. Seidefaden nok altid tænkt, siddende i sin redaktørstol med en udsigt til Københavns rådhusplads og de menneskemasser der passerer over pladsen.

Derimod var Fischers og min argumentation, at man, sociologisk set, ikke må overse, at en del af befolkningen erfarede en usikker økonomisk og social situation. Fischer og jeg lagde således vægt på selve de forhold, der fremmer fremmedangsten, og ikke så meget på de holdninger, der var et udtryk for en ren idealisme og naiv humanisme og derfor en manglende erkendelse af de konkrete forhold, som skaber bestemte holdninger. Den store arbejdsløshed, der skyllede hen over Danmark i den første halvdel af 1990erne og de integrationsprocesser på europæisk plan, som Maastricht-traktaten fra 1j991 intensiverede, var årsager til jordnære bekymringer om det niveau af den velfærd og det demokrati som det danske samfund havde opnået i løbet af efterkrigstiden. Forringelsen indenfor hospitalsområdet var alarmerende, og kunne bl.a. aflæses i statistikken over behandlingsresultater, ikke mindst hvad angik kræftdødeligheden. Da EU-regulativer begyndte at trænge sig ind i samfundets forskellige nicheområder, for som f.eks. bestemmelsen af agurkens form og størrelse, gav det anledning til at opleve demokratisk underskud. Betænkelighederne over det fremmede hang også sammen med den tredje væsentlige årsag, nemlig den historisk set største indvandring, som startede i 2. del af 1960erne og som udlændingeloven af 1983 yderligere forstærkede. Et skøn fortæller, at Danmark i en 400 års periode fra 1565 til 1965 næppe modtog flere end 20.000 mennesker, der alle, jøderne undtaget, var kristne mennesker. Í 1965 var der i Danmark kun omkring 15 000 udlændinge. 37 år senere, i 2002, var der 469 000 personer med udenlandsk baggrund, (Danmarks Statistisk). Der er tale om en 30-dobling i forhold til 1965. Udover de betydeligt flere indvandrere i hverdagslivet og de allerede nævnte forhold: usikre arbejdsmarkedsforhold, nedskæringer i velfærdsstaten og EUs indblanding, gjorde også individualiseringstendensen på et mere generelt erkendelsesplan sig gældende; en markant del af aktørerne forlod deres hidtidige forholdsvis faste rammer for fællesskabstilhørsforhold, bl.a. socialkulturelle fællesskaber inden for det partipolitiske liv og socialpolitiske bevægelser. Aktørernes livsanskuelser og livsprojekter hang ikke længere så meget sammen med identitetsdannelsesprocesser præget af et tilhøreforhold til en bestemt faggruppe, køn eller region. Identitet og social anerkendelse var nu mere et spørgsmål om aktørernes individuelle livssituationer, der var bestemt af flere valgmuligheder og flere chancer men også flere risikoer. Nok vil man fortsat høre en del om 1980ernes og 1990ernes individualiseringstendens fra ophavsmanden til dette koncept, U. Beck, når han ifm. Sociologikongressen vil holde en gæsteforelæsning til januar 2010.

Politisk afmagt
En del af befolkningen følte, pga. 1990ernes udfordringer og risikoer samt krav om fleksibilitet, afmagt og angst for fremtiden, hvilket snart kan udarte til angst for det fremmede og endda fremmedhad. Selv om der ikke er rationalt grundlag for at forbinde den angst for fremtiden, som har sin årsag i usikre og ustabile økonomiske og sociale forhold, med tilstedeværelsen af det fremmede/de fremmede, ved man fra den europæiske historie, at en del aktørerne tyer til irrationelle forklaringer på deres angst og afmagt. Samtidig blev aktørernes politiske og sociokulturelle orienteringer også meget mere flygtige. Berlin-murens fald bidrog bl.a. til sletningen af en del demarkationer mellem forskellige identitetsskabende praksiser. En del af de aktører, der før 1989 var helt faste i deres overbevisning, f.eks. at der ikke var noget andet alternativ til at tilbringe 1. maj end Fælledparken - hvad enten det måtte være ved Land og Folks telte, Pravdas og Rude Pravos boder eller Socialdemokratiets og SFs tribuner - kunne nu være i tvivl. Enhedslisten var lige etableret og kom først i Folketinget i 1994. Med Berlinmurens fald faldt bl.a. SFs afstandtagen til privatiseringer. Socialdemokratiet var allerede godt i gang med at lægge økonomisk demokrati på en godt gemt hylde i museet for socialdemokratiske tankegods. De kollektive værdier i form af institutioner og tjenester, kulturelle praksiser og sociale fællesskaber blev nu anskuet mere som forretninger og mindre som kollektivt finansierede velfærdsmæssige foranstaltninger med vægt på solidaritet. Det krævede næsten en pilots navigationsfærdigheder for at bane sig vej gennem kompleksiteten af flere private foretagender, der var i gang med at væve sig ind i de offentlige institutioner. Sammen med en generel øgning af sammensatheden i alle praksiser, skabte alt dette en baggrund for at tale om ”Det hyperkomplekse samfund” (L. Qvortrup; 1998). Den meget eftertragtede uddannelse kaospiloter var ét af denne tids svar på udfordringerne i form af den øgede kompleksitet.

Det fremmede og de fremmede udgjorde for turisterne i Baumans forstand, en udfordring; det fremmede/de fremmede var ét af elementerne, som var med til at skabe det kreative samfundsmæssige kaos. (Jf. turister og vagabonder i Baumans ”Globaliseringen og de menneskelige konsekvenser”;1999) For en del af befolkningen, især for Baumans vagabonder, medførte denne udvikling politisk afmagt og fremmedgørelse, som i anden del af 1990erne omfattede op til 17 procent af vælgerne (L. Bohn; 2000).

Pia som djævlens advokat
Opdukken af Pia Kjærsgaards Danske Folkeparti i 1995 blev ikke hilst velkommen af de etablerede partier. Hverken Poul Nyrup Rasmussen eller oppositionens leder Uffe Elleman Jensen kunne drømme om at samarbejde med Pia. Dette hang sammen med en tendens, der gjorde sig gældende i hele Europa. I flere lande dukkede der i 1990erne partier op, der for en som politiker P.N. Rasmussen ikke var stuerene; det som Dansk Folkeparti gjorde, var at fiske i de rørte vande, hvor lidt af hvert gemte sig under overfladen, først og fremmest fremmedangst og ikke så sjældent direkte fremmedhad. Seks år efter sin etablering kunne Dansk Folkeparti, ved novembervalget 2001, fiske hele 12 procent stemmer op. Det blev således landets tredjestørste parti. Pias politiske net fiskede de stemmer, som repræsenterede afmagt hos en del af befolkningen. Denne fangst af afmagten blev oversat til et politisk sprog og gjorde sin indtræden i Folketinget. I en debatbog ”Ondskabens ikon”, 1999, med bidrag fra bl.a. Fischer og undertegnede, betragtede jeg på daværende tidspunkt Pia Kjærgaards politiske virke, som et billede på den vitale gode heks’ dans med kosten; hun rørte som sagt i de veletablerede og stile vande. Hun kanaliserede og neutraliserede lugten af de irrationelt begrundede holdninger. De sure opstød fik deres talerør i Folketinget. Godt nok!

Pareto og Pianister
I mit oplæg på det pågældende Sociologforeningsmøde inkluderede jeg Paretos residuer og derivationer. Mennesker bærer på følelser, som ikke har nogen rationel begrundelse. Pareto kalder dem residuer. Han opdeler dem i 6 klasser. ”Jeg bærer nag til de der Mustafa’er.” Der er i dette udsagn tale om en negativ følelse, som ikke har en rational begrundelse, som f.eks. kunne lyde: ”de der Mustafa’er tager vores arbejde og er skyld i den høje arbejdsløshed”. Sådan kunne det udtales af en del af befolkningen, især i slutningen 1970erne. En analyse af strukturelle og konjunkturelle forhold kan til enhver tid påvise en sådan begrundelses irrationalitet. Paretos forklaring på et sådant sentiment ville være, at mennesker har en tends til at bevare og sikre samfundets varige institutioner som familie, kirke, kulturelle og sociale institutionaliserede fællesskaber og har et overordnet ønske om det vedvarende og betryggende. Nogle aktører tenderer stærkt til at have den slags sentimenter - dem henregner Pareto til 2. klasse af residuer, Andre gør det mindre, men alle gør det. At bære nag til Mustafa handler derfor i virkeligheden ikke om noget så konkret som arbejdsløshed, men om en følelse, der udtrykker angst for at miste de vante rammer, traditioner og værdier.

Pianisternes, Pia Kjærsgaards vælgeres sentimenter hører til klasse II residuer. Derimod udgøres klasse I residuer først og fremmest af T. Seidenfadens og Informations læseskare, store dele af SFs, Radikale Venstres, og en betydelig del af Socialdemokratiets vælgere, og samtidig en del af Venstres vælgere. I klasse I residuer er de generelle sentimenter progressivitet, invention og et overordnet ønske om nye udfordringer. De to nævnte klasser af residuer er de grundlæggende blandt de 6 residuer, når det handler om Paretos eliteteori. Om derivationer kan der kort siges, at de handler om en logisk berettigelse for de givne residuer, der ifølge Pareto alligevel, på et højere erkendelsesplan, eksisterer.

Det mest spændende mhp. fænomenet ”pianisterne” er Paretos elitecirkulationsteori. Kampen mellem innovations- og konsolidationssentimenter grupperer to eliteformationer: ”ræve” og ”løver”. Pareto låner denne typologisering hos Machiavelli, men udvikler den til sin egen eliteteori, der er mere sociologisk end politiskfilosofisk, ikke mindst af den grund, at den baseres på empiriske eksampler fra et godt 300 års langt historisk forløb siden Machiavellis tid. Vores dages elite af ræve - ville Pareto i dag nok hævde – består af aktører, der føler og tænker, at globalisering og menneskerettigheder er af det gode, at man ikke skal være bange for åbne grænser og kontrollerede migrationer, og generelt, at man skal være åben over for det fremmede. ”Ræve” mener også at man i konfliktsituationer skal forhandle sig til en løsning. Magtanvendelsen er den allersidste udvej. ”Løver” har derimod negative sentimenter hvad angår EU og globalisering. De vogter på traditioner og nationale symboler, og er derfor f.eks. imod EURO’en. De nationale grænser skal være bevogtede. Magtanvendelsen, internt vha. politi, og eksternt vha. militær, er ikke nødvendigvis den sidste udvej. Samfundet er lig med den historiske nation som skal konsolideres på basis af en fælles historie og en fælles religiøs baggrund.

Den nuværende regering tjener som et godt eksempel på ”løveeliten”, ikke mindst pga. de konkrete tiltag som kulturkanonen, en benhård holdning til flygtninge, stramninger i ydelserne til de fremmede, mere kontrol med de arbejdsløse, og generelt mere styring, administration, kontrol, overvågning og forbud, ( det allerseneste eksempel er lømmel-pakken), støtte til mere underholdende popkultur, og mindre til intellektuel og udfordrende kultur, der kan være kritisk. Løverne er ikke nødvendigvis alene at finde hos højrefløjen. Det kræver en længere analyse at finde ud af hvordan Paretos to eliter: ”ræve” og ”løve”, fordeler sig over det danske politiske spektrum. Derfor lad os begrænse os til et bestemt moment i Paretos eliteteori, nemlig de to eliters cirkulation; den ene regerer, den anden er i opposition, for så igen at komme til magten. Pareto selv var skuffet over ”rævene”, som var ved magten i den periode han skabte sin sociologi. Pareto var kritisk over såvel socialismen og liberalismen. De to ”ismer” bar i hans optik mere elementer af kosmopolitisk end national tænkning. Som han så det, var både socialismen og liberalismen fjerne fra nationale, (= samfundsmæssige) realiteter og problemer.

Pia Kjærsgaards ideologer, præsterne S. Krarup og J. Langballe, tænker som ”løveelite”. Pareto sympatiserede på en bestemt måde med ”løverne; han savnede en stærk opposition til de ræve, der, som han så det, dårligt klarede de konflikter som den hurtigt fremadskridende modernitet bragte med sig i Italien i slutningen af det 19.årh.. Ved overgangen fra det 20. til det 21. årh. var den danske magthavende ”ræveelite” også på flere områder ude i stand til at skabe tillid hos sine vælgere. Flere af ”rævenes” ideologiske mærkesager havnede som sagt på museet i Linnésgad. Og da 11. september kom, var ”ræveeliten” helt uden et nævneværdigt repertoire af egne ideer, der kunne virke troværdigt på vælgerne i en tid med trussel om terror. Gucci tasken som hang over skulderen på den i 2005 ny valgte formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning Schmidt, var et kendetegn på den kaliber af argumenter, som oppositionen efterhånden kun havde tilbage i sit arsenal.

Besættelsen
Pareto kunne i sagens natur ikke vide at hans sociologi om residuer og derivationer, mere eller mindre ville kunne sættes i forbindelse med den fascistiske udvikling i Italien og Spanien, og endda med nazisternes ideologiske grundlag, eller at den i nyere tid udgøre en idemæssig gødning for populistiske diktatorer, f.eks. i Argentina og andre latinamerikanske lande.

Der ligger en bestemt logik i Paretos elitecirkulationsteori, som gør ham fortsat aktuel: uanset om det er ”ræve” eller ”løver” som har magten, kan en længere sidden-ved-magten-periode, der ikke udfordres af en bemærkelsesværdig opposition, føre til en besættelse. I tilfældet med ”ræve” kan det i værste fald ende med en slem anomi, og følgelig anarkistiske tilstande (noget i stil med Weimar-republikken). Når det gælder ”løver”, kan det føre til et uformelt diktatur, der af nationalistiske grunde, afviser enhver kritik – kritikken preller bare af på ”løver”. Demonstrationer forbydes. Nogle politologer vil med rette hævde, at hverken ”ræve” eller ”løver” i Danmarks efterkrigstidens politiske historie op til 1989, kunne føre en isoleret og polariseret politik (f.eks. er udlændingeloven fra 1983 et godt eksempel på et kompromis mellem to klart distinktive eliter). M.a.o. havde der altid været en slagkraftig opposition, der ikke tillod sin modpartner at gøre alt hvad de ville). Siden 2001 har der været en fare for en besættelse af ”løver”. Regeringens benhårde, irrationelle forholden sig til en gruppe irakiske flygtninge, der har været i landet i 7 eller flere år, er foreløbig toppen af løvernes åbenbare magtberuselse og samtidig af oppositionens slående svaghed. Det er ét af flere udtryk for, at samfundet besættes af løvernes tanker. Det undrer ikke, når S. Krarup er én af landets mest publicerede kronikskribenter.

Pia Kjærsgaard, de to præster, RUC-eren K.T. Dahl og S. Espersen, udgjorde 1990ernes friske og nødvendige pust i det politiske idemæssige spil. Det var godt. For betragtede man dengang ”rævene”, så man at f.eks. sådanne ganske prominente men ret forskellige ”ræve” som T. Seidenfaden og U.E. Jensen havde det tilfælles, at det eneste de kunne levere, var deres forestillinger om at frihedstanker og frisind kunne løse det hele. Samtidig privatiserede P.N. Rasmussen og skar ned i det offentlige så meget han kunne, som om han skulle op til eksamen hos Milton Friedman. Alt dette medvirkede til, at en markant del af vælgerne var blevet ganske forvirrede og derfor sluttede rævenes dekade prompte i 2001.

Når en større gruppe af kunstnere og andre kulturfolk nu i sommeren kaldte den siddende regering for en besættelsesmagt, var de på en vis og spændende måde i tråd med Paretos elitecirkulationsteori; uden en cirkulation og nogen nævneværdig modstand fra den oppositionelle elite, risikerer den magtudøvende elite at udvikle sig til en magt, der mere og mere besætter flertallets følelser og tanker, og pacificerer kritik og modstand. (jf. R. Willigs ”Umyndiggørelse;2009). Hvor dramatisk det lyder, er der en grund til at konstatere, at faren for diktatoriske tilstande klart er til stede.